Min frisør siger, at jeg er stresset
En del af de kvinder og unge piger, der får stresscoaching hos mig, er kommet, fordi deres frisør har fortalt dem, at de formentligt er stressede. Frisøren kan se det, fordi der er mange, der taber håret, når der er stress på i en længere periode. Hårtab er dermed et tegn på stress, som jeg længe har kendt til hos mine fokuspersoner, men som jeg ikke før har kommenteret her på siden.
- Igen er det oplagt at huske på, at begrebet “stress” er udledt af det engelske ord “string”/”to string”. For et hårtab er et fysisk tegn på, at kroppen har “snøret sammen”.”.
At der ikke er overskud i systemet til at tilføre energi helt ud i de yderste ender af kroppen, hvorfor hårtab, kolde hænder og fødder er nogle af de mest hyppige tegn på, at det er tid at stoppe op.Og igen kommer en af mine punch-lines til sin ret:
Der var i 1930erne en operationslæge, og bemærk, at det var før, at stress blev defineret som begreb, der gjorde en interessant iagttagelse. Han bemærkede, at der var to slags patientgrupper. Den ene gruppe patienter kom sig hurtigt efter operationen; såret lægedes hurtigt, og de kunne tage hjem efter kort tid. En anden patientgruppe kunne, efter samme slags operationer, være indlagt i markant længere tid, fordi helingsprocessen gik langsomt, og de fortsat ikke følte sig raske. Lægen var naturligvis interesseret i at hjælpe sine patienter bedst muligt, og hans bekymring for patientgruppe 2 gjorde, at han blev nysgerrig og satte en undersøgelse i gang. Han begyndte at iagttage, om der var nogle kendetegn hos den patientgruppe, der blev ved at være indlagt, også lang tid efter operationer. Og han fandt tre kendetegn, som han kunne registrere, også før patienterne blev opereret.
Han bemærkede, at:
- Denne patientgruppe havde kolde hænder og/eller kolde fødder
- Denne patientgruppe var blege, havde en bleg ansigtskulør Og
- Denne patientgruppe havde et modfaldent udtryk over sig. Han kaldte det “a hanging attitude”, som kunne ses bl.a. i kropsholdning, manglende glans i blikket m.v.
Lægen var interesseret i at hjælpe denne patientgruppe, og fordi det var muligt allerede før indlæggelse at registrere disse kendetegn, udviklede han et forslag, som han bad sygeplejerskerne om at udføre. Han sagde til sit team:
- Hver gang, der er en patient med denne “Hanging attitude”, så skal I gå ind til denne patient hver dag i ekstra to minutter og være opmærksomme og nærværende med dem. Om I giver dem et glas saft, ryster deres dyne ekstra, giver dem varme strømper på, taler lidt om vejret, familien eller noget andet, det står jer frit for. Blot skal I give disse patienter 2 minutters ekstra opmærksomhed og nærvær hver dag, mens de er indlagt.
Sygeplejerskerne forstod beskeden. Og da denne lille metode blev sat i gang, skortede det ikke på resultater. Lægen kunne notere, at de patienter, der havde “the Hanging attitude” øjeblikkeligt reagerede på denne ekstra omsorg. Og reagerede positivt. Da sygeplejerskerne var blevet fortrolige med opgaven, kunne denne patientgruppe 2 reduceres i indlæggelsesdage, og så markant, at metoden vakte opsigt. På den gode måde. Denne patientgruppe kunne ikke kaldes stressede på daværende tidspunkt, for stress var som nævnt ikke opfundet som begreb. Men med vores moderne viden, er det nærliggende at tænke, at disse mennesker har haft stress. Og så set i lyset af “sammensnørings” teorien. De kolde hænder, de kolde fødder, den blege ansigtskulør og et energiløst udtryk. Alt sammen billede på, at energien og styrken ikke flyder til de yderste dele af systemet. Når jeg er en af fortalerne for, at stress er fravær af nærvær, og man kan tale om, at et stresset menneske hungrer efter omsorg, var lægens ide og metode brillant. Og for mig, i såvel et personligt som fagligt liv, tænker jeg dagligt på, hvor lidt der nogle gange skal til, for at ændre en situation.
- 2 minutters opmærksomhed.
- 2 minutters oprigtigt interesse og forståelse.
- 2 minutters nærvær.
- 2 minutter, hvor man lader tiden stå stille og fokuserer på så grundlæggende kvaliteter som tilstedeværelse og nærvær.
Så når en ung pige sidder og græder over, at hun har tabt meget af sit hår, og ikke kan se en udvej og frygter, at hun bliver skaldet inden hun er 20, er det naturligvis et Wake Up-Call, hvor jeg som stresscoach lærer hende at give sig selv omsorg, at tage pauser, mentalt som fysisk og lærer hende at bede om omsorg og interesse, når det hele er ved at brænde på.
- 2 minutter. Til os selv, til dem, vi holder af. Det er muligt. Og det virker!!
Hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Til hovedsiden:
