Når man som jeg, der er både psykoterapeut og coach, og har arbejdet i mange år med stress på adskillige planer, følelsesmæssigt, mentalt, jobmæssigt, i familielivet mv. er det indimellem nødvendigt at tage et pusterum og være deltager på et kursus.
Uanset om temaet er “kommunikation”, “et bedre parforhold”, “stress og stresshåndtering”, er det min erfaring, at jeg altid får noget med mig hjem. Enten en fin øvelse, en erfaring fra en medkursist eller en metaforisk historie. Blandt andet.
Jeg har nu hørt en historie et par gange. En historie, som jeg ganske enkelt ikke ved om er sand, men som fortælles hyppigt og som har en vis symbolsk effekt.
- Historien er, at:
Hvis man tager en frø og smider den i en gryde, der indeholder kogende vand, ja så vil frøen hoppe op, og dermed undgå at blive kogt levende.Hvis man derimod tager en frø og lægger den i en gryde koldt vand, tænder blusset og lader vandet langsomt varmes, ja så vil frøen vænne sig til temperaturen og vil ikke forlade gryden, men dø, når vandet er nær kogepunktet..
Jeg håber ikke, at historien er sand. For det er skrækkeligt synd for frøen. Og jeg bliver vældigt indigneret ved tanken om, at nogle forskere eventuelt laver dette forsøg.
Men jeg tænker, at det er en historie, der har megen værdi, når talen falder på stress.
For mange mennesker, der oplever stress, har vænnet sig til, billedligt talt som frøen i gryden med koldt vand, at forventninger og tempo er blevet skruet op igennem tiden. Og at man har vænnet sig til dette. Vænnet sig til at have lidt mere travlt. Vænnet sig til at spise sin frokost lidt hurtigere, hvis man da får noget som helst, mens man eventuelt checker mails. Vænnet sig til, at man både skal kunne organisere egne arbejdsopgaver og lære en ny medarbejder op, uden at få ekstra “credit” eller ekstra timer til dette. Vænnet sig til, at nogle perioder er så travle, at weekends kun føles som et lille pusterum, før man er på den igen.
Vænnet sig til, at der efter endt arbejdsdag stadig er mails at checke, stadig er en tændt mobiltelefon, som gør, at man – hvis man tager den – er til rådighed for jobbet mv..
Og sågar også vænnet sig til at skulle være online på FaceBook, MSN; Twitter og så videre. Måske for blot at have følelsen af dog at have lidt kontakt til sit netværk. For man når jo for sjældent at mødes ansigt til ansigt.
Ingen ønsker at blive kogt levende. Ingen ønsker at vænne sig til, at få større og større belastning.
For at undgå dette, må du stoppe op. Ikke hele tiden, men engang imellem. stoppe op og bemærke, om det, der står i din oprindelige jobbeskrivelse også er det, du udfører, eller om du – af uransagelige grunde – har fået en masse ekstra arbejde, men indenfor det samme tidsrum.
Mit forslag er, at du stopper op én gang om året. Gerne kombineret med en lille weekendtur eller rejse, så du fra et sted med noget andet tapet kan kigge tilbage og vurdere din egen situation. Vurdere, hvor glad og hvor tilfreds du er.
Vurdere om du placerer dig på det rette sted på det rette tidspunkt. Vurdere, om balancen imellem aktivering og deaktivering er tilstrækkelig og givende for dig vurdere, om du har den følelse af sammenhæng, som gør, at du stadig kan både se og mærke meningen med det hele. Arbejdsmæssigt som privat..
Lov dig selv, at du aldrig vil være som frøen, der vænner sig til at vandet bliver varmere.
Vid, at måden, du undgår dette på, er ved at være i kontakt med dig selv og stole på egen fornemmelse, egne signaler og egen mening om, hvad der er meningsskabende for dig.
Hilsen
Christel sonne Rasmussen
Til hovedsiden om:
