Jeg vil starte med at genfortælle en gammel historie, som jeg hørte for mindst 10 år siden, og som indimellem har været fortalt af mig i sammenhænge med personlig coaching, i undervisning, i parterapi mv..
Læs engang:
- På en kyststrækning, hvor vejr og vind er sådan, at der ved pålandsvind skylles mange søstjerner op på stranden, foregik der engang et tankevækkende scenarium.
Det var sådan ved denne strand, at de usædvanligt mange søstjerner, der blev skyllet op, lå og udåndede, for kun få kom med bølgerne ud igen.
En ung mand, der boede i nærområdet, havde sat sig et ambitiøst mål. Det handlede ikke om søstjerner, og han havde ingen tanke for dette, men han havde tanke for sin motion og sin kondi, der var blevet temmelig dårlig grundet alt for mange pizzaer, byture og hvad en ung mand ellers bruger tid på. Og han havde besluttet sig for, at nu ville han komme i bedre form, og hans handling skulle være, at han hver morgen løb en lang tur langs stranden.
Han holdt sit løfte til sig selv, og morgen efter morgen kunne man se ham, uge for uge i bedre form, og han sluttede hver dags løbetur med at stå og lave udstrækningsøvelser i klitterne, skuende ud over havet.
Under disse afsluttende øvelser lagde han mærke til, hvad der skete på stranden. Og så, at der også hver morgen var en anden, der var ude at røre sig. Det var en gammel mand, og han gik stille og roligt en tur langs vandkanten. En gang imellem bøjede han sig ned, tog en søstjerne op og smed den ud til livet, i havet.
Dette så den unge mand igen og igen hver eneste morgen.
Og han begyndte så småt at bygge en irritation op. Han syntes, at det var tankeløst, det som den gamle mand gjorde. Den unge mand tænkte “hvis han virkeligt vil hjælpe søstjernerne, hvorfor tager han så ikke en pose eller en spand med, så han kan smide mange søstjerner tilbage til livet, i stedet for bare en gang imellem at smide en enkelt ud.
En dag gik det op for den unge mand, at den gamle mand måske slet ikke havde overvejet, at han kunne smide mange ud søstjerner ud ad gangen, og fordi den unge mand havde lært, at hvis der er noget, der irriterer en kraftigt nok, ja så må man forsøge at gøre noget ved det.
Og det besluttede han sig nu for at gøre.
Næste morgen, da han atter så den gamle mand gå morgentur, gik han derfor resolut ned til ham.
Han præsenterede sig og sagde, at han nu i mange morgener havde set den gamle mand smide en enkelt søstjerne ud i ny og næ, og at han havde et fedt forslag til ham.
Den gamle mand kiggede på den unge og sagde: jeg vil da gerne høre dit forslag. Sig frem.
Den unge mand sagde: hvis du virkeligt vil hjælpe søstjernerne, så tag en spand eller en pose med, næste gang du går morgentur, synes jeg, at du skal tage en pose eller spand med. Så kan du smide mange søstjerner tilbage til havet og dermed gøre langt større nytte. Jeg er ked af at måtte sige det, men at smide en enkelt søstjerne i ny og næ, det gør da ingen forskel.
Den gamle mand kiggede ud over havet. Og vendte sig så smilende til den unge mand.
Han sagde: jeg er glad for, at du vil dele dit forslag med mig. Jeg er en gammel mand. Jeg har kræfter til at smide en søstjerne ud i ny og næ, og har førhen mange gange haft både spande og poser med herned. At du siger, at det stort set ikke nytter at smide en søstjerne ud i ny og næ, er jeg ikke helt enig med dig i.
For, sagde den gamle mand, bukkede sig ned, tog en endnu levende søstjerne op og smed den tilbage til havet, det nytter for den der.
Derpå hilste han farvel til den unge mand og gik videre.
Jeg synes, at det er en smuk og viis historie, og synes, at det er en god metafor at starte et afsnit om coaching og personlig udvikling med.
Hvorfor?
- Fordi vi, selvom vi har den unge mands stemme indeni os, og gerne vil gøre en masse, har store projekter, store ambitioner, høje forventninger til os selv og andre, ja så har vi jo, når alt kommer til alt, os selv på vores egen livsbane. Når vi anskuer det en smule udefra, kan vi nogle gange mene, at vi ikke har nået ret meget, ikke har nået nok, ja eventuelt ikke har gjort en stor nok forskel. Og da er det, at historien om søstjernerne har sin berettigelse. For hver en situation, hvor vi er til stede med vores opmærksomhed og nærvær, vores oprigtighed og indsats i det, der er mest rigtigt for os, ja da har vi billedligt talt smidt en endnu levende søstjerne tilbage til havet. Og så nytter det hele alligevel noget igen.
Synes jeg.
Coaching og personlig udvikling
Jeg har haft et hav af coachings. Og mange af dem har været med fokuspersoner (som det jo hedder i coach-terminologien), der har rundet eller står foran at runde det, der i folkemunde kaldes et “skarpt hjørne”. Det være sig enten ved 30- eller 40 års alderen.
Mange af disse fokuspersoner har udtalt:
- jeg synes slet ikke, at jeg har nået ret meget. Når jeg ser andre på min alder, synes jeg, at de er kommet meget længere. De er etablerede, gang i karrieren, langt lykkeligere i deres kærlighedsforhold, har to biler etc. Eller hvad det nu er, der giver mening for den enkelte.
I sådan en sammenhæng anvender jeg som oftest et perspektiveringsværktøj, der netop er værd at anvende, når man er interesseret i personlig udvikling og i at opbygge eller opretholde det, som mange kalder selvværd, og som jeg godt kan lide at kalde selvsikkerhed.
Det er et ganske lille råd, en meget enkel ramme, som gør en stor forskel.
Jeg oplever nemlig, at mange mennesker, ikke kun i 30- og 40 års alderen, men i alle aldre, bruger en del tid på at sammenligne sig med andre, og desværre i negativt favør. Lad mig uddybe dette lidt.
Adskillige gange har jeg hørt mennesker, der siger:
- jeg er ikke lige så smuk klog/rig/dygtig/udadvendt/modig/handlekraftig/beslutsom/direkte/kreativ som andre.
Og hvad fører sådan en sammenligning til?
- Udelukkende til selvusikkerhed, tunge følelser, modløshed, utilstrækkelighed og med demotivation til følge.
Og hvad er det så jeg som coach gør.
Jeg spørger om følgende:
- Har du overvejet at lade dig inspirere af andre, – og at sammenligne dig med dig selv?
Mange forholder sig i første omgang undrende til dette spørgsmål, som jeg da gerne uddyber.
Du ved det, jeg ved det, alle ved det: ingen kan alting. Og det perfekte ideal er udmærket som et ideal, som et mål, som et glansbillede, men gør vi os til dette ideal, så vil der da bare være et nyt mål derude. For det perfekte er en illusion, hvorimod det at føle sig fuldkommen og det at søge tilfredsheden er langt mere realiserbart for os mennesker.
Og når jeg siger: lad dig inspirere af andre, og sammenlign dig med dig selv, så mener jeg, at:
Vi skal kunne unde andre, at de har succes og held med noget. Og tænke “hey”, det er flot, det er kanon, det inspirerer mig og taler til mig. Og derefter så vende opmærksomheden indad igen og kigge på vores eget liv. Og så se på, hvor meget eller hvad man har opnået indenfor bare de seneste 5 år. Selvom mange siger: der er ikke sket noget i mit liv, så vil de allerfleste kunne give mig ret i, at der faktisk bare på det seneste år, er sket en del. Og også ting, som man selv har haft indflydelse på. Ikke sådan at forstå, at man ikke kan have haft dårligere perioder eller det, man kunne kalde nedture, men at der trods det har været et ryk fremad, og at man er kommet over nogle af de sten, eller endda har nået nogle af de milepæle, der engang, længere tilbage i tiden, måske var helt urealistiske.
Og som så mange gange, hvor jeg peger på en ny og blot lidt mere nuanceret vinkel, siger mange af de fokuspersoner, der er kommet til mig for at øge deres personlige udvikling:
- Det er jo fuldkommen indlysende, – hvorfor har jeg dog ikke tænkt på det. Jeg kan jo bygge mig selv op på den måde – og bruge noget af den energi, der er i inspiration i stedet for at dunke mig selv i hovedet.
Personlig udvikling er mange ting.
Og det er et tema, der interesserer langt de fleste mennesker. Nogle er nærmest altid optaget af deres egen udvikling, og andre har bestemte livsfaser, hvor de ser sig selv mere i øjnene end andre gange.
- Personlig udvikling er ikke kun at se sig selv i øjnene og at stoppe op indimellem. Det er en del af det.
- Personlig udvikling er at gøre sig selv klart, at det menneske, man skal leve længst med, er sig selv, og at man derfor må dyrke og opretholde venskabet med sig selv
- Personlig udvikling er at forsone sig med de kvaliteter og kræfter, man har. Jeg tænker ikke, at vi indeholder negative og positive sider, men at vi snarere anskuer os selv om en helhed, indeholdende tydelige og udviklede kvaliteter og samtidig indeholder knap så enkle og styrkede kvaliteter. Og at det er, sådan vi er.
Ikke fordi, at vi ikke kan udvikle de sider, som vi oplever, giver for mange komplekse og problematiske situationer. Men fordi det er vigtigt, at vi gør os klart, at det stærkeste punkt altid er lige nu. At det altid kun er i nuet, at vi kan gøre en forskel. Det er nu, at vi som mennesker må bestræber os på at mene og opleve, at “jeg er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt”, så vi holder op med at ønske os væk, holder op med at synes, at græsset er grønnere på alle mulige andre “marker” end vores egen, og så vi undgår at sætte os selv i en eller anden form for standby – situation.
For nogen vil dette virke fuldkommen indlysende og give megen mening. Andre vil måske sidde og tænke “hey, hvad taler hun om”, “er dette en eller anden smart ny buddhistisk retning, hvor vi bare skal hellige os nuet og være ligeglad med alt andet”?
Næ, jeg er ikke ude på at påtvinge nogen en eller anden ny retning. Det er såmænd blot nogle af mine anskuelser, baseret på tusinder af samtaler, der har inspireret mig til at dele nogle af disse anskuelser med dig.
Jeg helliger mig ingen anden retning end den teori, at “hvis noget ikke virker, så gør noget andet”. Og det mener jeg, er almindelig sund fornuft. Skabt af mennesker, som jeg plejer at sige, der har fødderne på jorden, hjertet på rette sted og hovedet i himlen.
Som et menneske med fødderne på jorden mener jeg, at det giver mening at være opmærksom på det, det foregår i os og omkring os og vide, at vi må gøre det, der føles mest rigtigt og dermed mindst forkert, i de situationer og relationer, der omgiver os.
Med hjertet på rette sted mener jeg, at vi må bestræbe os på at være mennesker, er både har omsorg for so selv og andre, og har evnen til at føle med andre, der kanske befinder sig i svære livssituationer, uden dog at lide med dem.
Jeg mener nemlig, at der er stor forskel på at have medfølelse og så have medlidenhed. At jeg anfører dette punkt, skyldes, at jeg personligt mener, at medlidenhed og selvmedlidenhed er en af menneskenes største udfordringer. Lad mig forklare, hvordan jeg definerer hhv. medfølelse og medlidenhed.
Et hypotetisk eksempel.
- Hvis jeg var ude at sejle med en af mine venner i hård søgang, og min ven var aldeles søsyg og stod og kastede op ud over rælingen. Så ville jeg være en god ven, hvis jeg holdt ham lidt på ryggen, lod ham vide, at jeg syntes, at det var en absolut barsk situation og ville følge ham ind til en seng, give ham en fugtig klud på panden, byde ham et glas vand og ellers ville være opmærksom på hans behov, nu hvor han var skidt til mode
Det ville være et eksempel på det, jeg kalder medfølelse.
Skulle jeg derimod have medlidenhed med min ven, skulle jeg “lide med ham”, og det ville i bogstaveligste forstand betyde, at jeg skulle gøre mig til hans lidelsesfælle og også stå og kaste op ud over rælingen.
Det er selvfølgelig et lidt absurd eksempel. Men dog meget sigende. For jeg oplever, at mange mennesker sætter sig selv i stå og desværre misforstår, hvad hjælpekunst og empati dækker over.
De mennesker, der har ondt af sig selv, og synes, at det er synd for dem, af deres forældre har været hårde ved dem, at de har en sygdom, at deres pårørende er døde, at de er blevet fyret, at deres uddannelse er for svær, at det umuligt at få respekt fra nogen, ja listen er uendelig, – disse mennesker går i stå. Med risiko for at udvikle bitterhed, frustration, og en evig offerfølelse over, at livet har været mere uretfærdigt over for dem end over for de fleste andre.
Og jeg har det grundlægende sådan, at det ikke er synd for nogen. Dette er naturligvis et umiddelbart hårdt udsagn. Og jeg vil gerne uddybe dette.
- Jeg har haft mennesker i min praksis, der har haft ualmindeligt drøje vilkår. Jeg har coachet mennesker, der har været udsat for tortur. Jeg har coachet mennesker, der har levet i krig og rædsler. Jeg har coachet mennesker, der er blevet voldtaget. Coachet mennesker, der er blevet banket halvt ihjel. Coachet mennesker, hvis børn er døde. Coachet mennesker, der er blevet fyret fra dag til dag eller er gået konkurs med deres hjertebarn af en virksomhed. Jeg har coachet mennesker, der har fået en kronisk livstruende sygdom og/eller er blevet handicappede, og jeg har coachet mennesker, der er blevet fravalgt, fordi partneren med et slag har fundet en ny og lækrere model
Blandt andet.
Er jeg så hjerteløs, at jeg ikke synes, at det er synd for disse mennesker?
På en måde: ja.
Og ikke fordi, at jeg ikke har mit hjerte med. For jeg har masser af medfølelse over for disse mennesker. Jeg føler og anerkender fuldt og helt, at det er en barsk og rædselsfuld situation, de har befundet eller befinder sig i. Jeg synes, at det er en ualmindeligt hård lussing, de har fået på deres livsbane. Og alle de, der fortæller deres historie til mig, takker mig for min lydhørhed, mit engagement og mit nærvær.
Og så er det, at jeg holder en ting helt klart for mig selv.
Uanset om jeg er coach eller om jeg er privatperson, så mener jeg, at det er afgørende, at jeg ikke lider med disse mennesker. For skulle jeg lide med dem, skulle jeg selv mærke smerten efter torturen, selv mærke angsten for at blive slået igen, selv mærke frygten for at gå konkurs, selv opleve den ekstreme sorg det er at miste et barn, osv.
Men det, jeg gør, som er temmelig unikt for mig, er at jeg ved, at al hjælpekunst, al medmenneskelighed må have to komponenter: nemlig “engagement” og “neutralitet”. Hvis jeg bliver for engageret og lever mig for meget ind i det enkelte menneskes smerte, så kan jeg ikke guide eller løfte eller på anden måde være en støttende person. Så kan jeg kun lide med, og billedligt talt: hvis vi begge ligger i vandet, så er muligheden for at komme op på tømmerflåden mindre, end hvis den ene er på tømmerflåden og den anden i vandet.
Jeg har jo selv en øjensygdom. Og er blevet blind inden for de seneste 5 år. Naturligvis er det en tabsproces at miste sit syn. I sagens natur må det her lige nævnes, at jeg aldrig har kunnet se fuldt og helt, for jeg er født med et indskrænket synsfelt, men har kunnet se langt mere klart før i tiden.
Nu er det sådan, at jeg udelukkende kan skimte lys og mørke. Ikke kan se hverken mig selv, mine børn, min mand, mine fokuspersoner mv. kun kan skimte, hvorvidt det er lyst eller mørkt udenfor, og kun kan skimte, hvorvidt et par stearinlys er tændte frem for slukkede. Sådan er det. Og ligesom jeg har lært, via gode inspirationskilder og egen interesse i at gå vejen og finde ud af, hvordan jeg kan opretholde min livskvalitet, selvom jeg ikke kan se på det fysiske plan, ja så ser jeg, at det mit arbejde og min coaching indenfor personlig udvikling handler om, at gøre den enkelte fokusperson klart, at selvmedlidenheden må droppes pr. omgående, så man giver mulighed for at indse, at der altid er mindst en mulighed man har overset.
Og netop ovenstående er et af mine bud på, hvad det vil sige at have hovedet i himlen. For jeg tænker ikke nødvendigvis dette som et spirituelt eller religiøst aspekt. Det kan det være. For mange, der er optaget af personlig udvikling, er optaget af at finde meningen med deres egne liv. Men lidt enkelt sagt så mener jeg, at et menneske med hovedet i himlen, er et menneske, der lader sig inspirere af de tanker, der letter, løfter og virker. Intet mere, intet mindre.
Græsset er grønnest, der hvor det bliver vandet.
Læring er en dynamisk vekselvirkning.
Har man fokus på personlig udvikling, som jo i en lidt populær udgave kan siges at vikle sig ud af indviklede tanke- og reaktionsmønstre, ja så befinder man sig i en læringsproces. Jeg er med tiden selv blevet provokeret af mennesker, der har sagt “man kan lære noget hver eneste dag”. For jeg har da i mit liv haft lange perioder, hvor jeg slet ikke har kunnet se eller sanse, hvad jeg var ved at lærer.
Mine fokuspersoner derimod lærer mig meget. Ligesom de giver udtryk for, at jeg lærer dem meget.
Og det er jo lidt sjovt her i Danmark, hvor det tit har været sådan, at “hvis mennesker ville være bedre til at tale fransk, ja så gik de på et franskkursus eller tog til Frankrig i en periode”. Hvis mennesker ville være bedre til at spille fodbold, ja så meldte de sig til et fodboldhold og trænede igennem”. Men pudsigt nok har jeg flere gange mødt den udtalelse, især fra mænd, at “jeg havde aldrig troet, at jeg ville sætte mig ned og snakke med en coach om mit liv, for jeg mener, at man selv skal finde ud af, hvordan man lever”.
Og der er også mange sandheder i, at vi som mennesker da gerne må gøre alt, hvad vi selv kan for at finde ud af at navigere igennem livet. Nogle gange må vi dog erkende, at den klippeblok der ligger foran os på vores livsvej, virker for uoverskuelig og ufremkommelig til at vi kan overstige den eller komme udenom.
Og så er det heldigvis blevet mere og mere acceptabelt bl.a. at opsøge en coach, der ved noget om personlig udvikling, kender noget til de barrierer, der kan være i et menneskes liv, og kan være med til, nænsomt og effektivt, at guide videre. I det tempo, der passer den enkelte.
Det betyder jo slet ikke, at vi kun skal være til stede her og nu, og sætte al opmærksomhed ind på nuet. Som gode gamle Søren Kierkegaard, den gennemførte eksistentialist, der mente at livet bestod af kompleksitetens skønhed og at intet kun var enten-eller.
Han sagde, for snart to århundreder siden:
- Lev hver dag som var det den sidste.
- Men planlæg som var det den første.
Renere og mere enkelt – og samtidig komplekst kan det ikke siges
Det kan siges på så mange måder, og jeg er stor tilhænger af den måde at anskue livet på, som bl.a. Kirkegaard var fortaler for.
- For han sagde:
Gift dig og du vil fortryde det, og
Gift dig ikke, og du vil fortryde det.
Engang var jeg inviteret med til et bryllup. Og tænkte længe på at fyre en lidt ironisk vittighed af, for de unge mennesker, der var blevet smedet sammen, var nemlig rigtigt glade for hinanden, men der var også en underligt stemning af, at gæsterne helst ikke skulle tale om, at der jo også havde været andre partnere inde i billedet, før det glade unge par mødte hinanden. For mig var det indlysende, at der selvfølgelig havde været andre. Og at det var godt, at der også havde været andre. For alle, vi møder, lærer vi jo blandt andet en del om, hvad vi ikke vil have, eller hvad der ikke virker for os, så vi kan orientere os mod noget, der giver mere mening.
Og så var det, at jeg bryggede en lidt harsk hypotese frem. Som jeg dog, efter at have drøftet den med bl.a. min søster, der også var med som gæst, valgte ikke at udtale i den sammenhæng.
At jeg nævner den i dette dokument om coaching og personlig udvikling skyldes, at jeg mener, at humor og glæde er ligeså vigtig en ingrediens at krydre sin livsvandring med, på fuld højde med seriøsitet, målrettethed og indføling.
- Historien er:
To krukker står på et apotek og taler sammen.
Den ene siger: er du medicin
Den anden svare: Nej, jeg er gift.
Jeg fortalte som sagt aldrig denne historie. Egentligt kom den af, at min søn som 6-årig kom og fortalte en vittighed, som han kunne forstå komikken i.
Vittigheden er gammel, og du kender den sikkert:
- 2 skilte står og taler sammen
Det ene skilt siger:
Er du gift
Det andet skilt svare
Nej, jeg er skilt
Jeg håber, at du trækker på smilebåndet over disse udsagn.
For humoren, som er en udspringer af glæden, må vi tage med.
For at vi, som jeg har kaldt overskriften på dette afsnit, kan gøre os klart, det er aldrig græsset på den anden side, der er grønnere. Det kan inspirere os, men det er sådan, at det er der, hvor græsset vandes, at det er grønnest.
Det var en af mine fokuspersoner, der lærte mig det.
Han mener, at jeg lærte ham noget andet. Han mailer tit til mig, og taler tit om et eksempel, jeg fortæller stort set alle de par, der får coaching hos mig, og alle de fokuspersoner, der kommer for at få coaching inden for personlig udvikling
Jeg taler nemlig tit om skuffelsen.
For alle mennesker kender til at blive skuffede. Og skuffelsen, mener jeg, er en af de tilstande, der har allerflest variationer, eller ansigter, som jeg vanligt kalder det.
Skuffelsen kan variere fra had til raseri, til tristhed og forvirring, til undren og bebrejdelser. Som kan husere indeni den enkelte person og /eller i forhold til andre mennesker.
-
Måden, jeg omtaler skuffelsen på, er ved at bruge det engelske ord for skuffelse.
Der jo, som stort set alle ved, hedder DISAPPOINTMENT
Og hvis vi nu deler dette ord op, så der står DIS – APPOINTMENT; så opstår der straks en anden mening. For ord er så fantastiske og indeholder så megen visdom og indsigt, når vi lytter til dem.
- Alle går vi jo rundt med hver vores appointments. “læs”: aftaler/forventninger/forhåbninger/ønsker/længsler og ideer.
Appointments, som vi mange gange slet ikke redegør for, over for andre. Og mange gange heller ikke er bevidste om i forhold til os selv.
En appointment kan være, at et menneske beslutter sig for at ville øge sit selvværd.
Når dette menneske så oplever, at en eller anden omstændighed igen kunne skabe uligevægt og forvirring, ja så er dette menneske øjeblikkeligt skuffet. For den aftale, man havde lavet med sig selv, er jo “disset”. -
På samme måde i forhold til mange andre mennesker.
Går en kvinde rundt og tænker: bare min mand har overskud og har lyst til at snakke i aften, ja så er det hendes egen appointment.
Hvis manden så af andre grunde sidder for an fjernsynet, er træt, taler i telefon eller lignende, så er hun øjeblikkeligt skuffet. Hvorfor: fordi virkeligheden ikke matchede hendes appointment.
Udfordringen her er naturligvis at skille egen forventning fra det, der sker. og at øve sig i at redegøre for sine forventninger og håb, så andre har reel mulighed for at forholde sig til dem.
- Det er blandt andet en måde at vande græsset på.
Og et led i personlig udvikling.
For man kommer ikke uden om, at både den interne kommunikation og den eksterne kommunikation må under lup, når man beslutter sig for at øge sin personlige udvikling, sin selvsikkerhed, sin motivation, sit engagement, sit nærvær, sin karriere eller hvad det nu er, der ligger den enkelte på sinde.
Den interne kommunikation er vores tanker og følelsesmæssige og kropslige reaktioner.
Tanker består jo af mindst to elementer. Dels at vi taler med selv indeni hovedet, som havde vi en indre kommentatorstemme. Og at vi ser eller skaber billeder/indre forestillinger.
Denne interne kommunikation, der hele tiden er i gang, må i forhold til både os selv, andre og de aktiviteter, vi vælger at fokusere på, være af, eller gøres til en venlig og støttende, opmuntrende og begejstrende og oprigtig karakter. Igen i tråd med som jeg nævnte tidligere, at det er os selv, vi skal leve længst med og derfor må bestræbe os på at være vores egen bedste ven. Bemærk dog, at der er et skridt fra at være selvstøttende og selvsikker og så til at være alt for selvfed og selvtilstrækkelig.
Kommunikation går begge veje. Min opfattelse er dog, at hvis vi selv gør os klart, at en del af personlig udvikling er at blive bevidst om og positivt forstærke den indre dialog, ja så har det en åbnende og effektfuld indvirkning, også på kommunikationen til og med andre mennesker.
Der er naturligvis meget mere at sige om coaching og personlig udvikling.
Min webmaster og jeg har besluttet, at jeg hver dag i de kommende 30 dage, leverer et nyt indlæg, enten på hjemmesiden eller på webloggen. Hvor omdrejningspunktet er “personlig udvikling”: nu har jeg spredt også dette glade budskab til dig. Det forpligter.
Og det løfte holder jeg gerne.
Du er naturligvis velkommen til at komme med indlæg til min weblog.
Det vil jeg se frem til.
Jeg har det nemlig sådan, der findes ikke fiaskoer, kun feedback.
Der findes ikke kritik, kun tilbagemeldinger.
Og alt har sin ret.
Ser frem til at dele endnu flere anskuelser i tiden, der kommer.
Hilsen
Christel sonne Rasmussen
Retur til hovedsiden: