Lifecoach – Lifecoaching

Lifecoaching drejer sig om at gøre sig til kaptajn på sit eget skib.

Der findes en skøn og efterhånden gammel bog, skrevet af amerikaneren Robert Fulghum. Den hedder “Jeg lærte det hele i børnehaven”.

Robert Fulghum har samlet mange tankevækkende og indsigtsfulde anekdoter i sin bog. Og lad mig citere en af dem.

Der var engang et træskib. Sidst i 1800tallet. På vej fra Europa mod USA: med en prægtig last af varer, der skulle sælges på den anden side af havet.
Udover almindelige handelsvarer var der bl.a. 2 kanoner i lastrummet, surret godt fast.

På et tidspunkt kom skibet ud i en voldsom storm.
En heftig storm, hvor alt på skibet knagede og bragede, og hvor besætningen gjorde alt for blot at holde sig på dækket, med stor fare for at blive skyllet over bord. Bølgerne var høje som huse, og vinden brølede, med en så enorm styrke, at det var umuligt at høre, hvad der blev råbt af kommandoer.
Hver mand kæmpede en brav kamp for at få alle løsdele af vejen, få rebet sejlene, og kaptajnen stod sammenbidt over roret og forsøgte i disse uigennemskuelige omstændigheder, at navigere skibet.
Styrmanden måtte komme og hjælpe med at holde roret. De to mænd gjorde, hvad de kunne og forsøgte at øjne en mulighed for at sætte kurs og bevæge sig ud af stormens rasen. Bange. For det kunne være den sidste stund, der var nær. Det var alle klar over.
Pludselig, midt i stormens brølen, hørtes en lyd. Begge mænd hørte lyden og forstod ikke, hvad det var. For lyden kom ikke fra stormen. Skibet rullede frem og tilbage, nådesløst for bølgerne.
Og så hørtes lyden igen. Og igen. Og igen.
Og med ét blev begge mænd klar over, hvad det var for en lyd.
Med eet vidste de begge, at det var en af kanonerne i lastrummet, der havde slidt sig løs og nu, i takt med skibets duven, bevægede sig fra den ene side af lastrummet til den anden, og at lyden, der hørtes, var det brag, det gav, hver gang kanonen ramte en af lastrummets vægge.
Selv om stormen brølede, og alt var uregerligt, vidste de, hvad de måtte gøre.
De fik hidkaldt to mænd, der måtte holde roret. Og de skyndte sig til lastrummet. De vidste, at det kunne koste dem deres liv. Men de vidste samtidig, at hvis de ikke fik kanonen surret fast, ja så var det endnu farligere end stormen.
Historien fortæller, at de klarede skærene.
At skibet kom ud af stormen, at kanonen blev surret fast.
Og at begge mændene fremover altid huskede, at nok kan der være storm udenfor, men hvis der er en løssluppen kanon indeni, så er det der, at man først må skabe sikkerheden.

Som coach og som menneske synes jeg, at denne historie er enestående.

Fordi den er autentisk, og fordi den med sit billedsprog så tydeligt peger på, at når vi som mennesker har en “kanon” indeni, så må vi selv tage ansvar for at få den på plads, så vi kan sejle videre.

Det, jeg helt specielt godt kan lide ved denne historie, er at det engelske sprog har en nuance, som det danske sprog desværre ikke indeholder.
Hvor vi i det danske sprog har ord som “lederskab”, “fællesskab”, “partnerskab”, “venskab”, “kundskab” og “egenskab” har det engelske sprog et mere billedligt anstrøg i form af ordene “leadership”, ” friendship, relationship” osv.

Og med tanke på skibet i stormen på Atlanterhavet, tænker jeg i coaching øjemed, at lifecoaching med et personligt fokus drejer sig om at gøre sig til kaptajn på sit eget skib. En kaptajn ved, at skibet sejler bedst, når der er sammenhæng og samhørighed med besætningen. At det er væsentligt at sætte retning, at være opmærksom undervejs, og at både indre og ydre faktorer spiller en stor rolle for skibet og sejladsen.
Derfor vil jeg invitere dig til at se dig selv som kaptajnen på skibet. Og når du vender kikkerten imod dit eget liv, så at afgøre, om du er tilfreds med det, du ser og bemærker, og om du overhovedet er klar over de pejlemærker, der skaber både overblik og sikkerhed. Hvis ikke, så er tiden måske moden nu til lifecoaching, så vi sammen kan få din evne til at navigere og sætte kurs forfinet.

Og som de gode gamle mestre siger:

• What is wrong with right now”?

Vi ses

Christel Sonne Rasmussen.